Test af den nye Kia Sportage

Den første Kia Sportage markerede på verdensplan en stor salgsmæssig succes for Kia. Det var den første Kia der blev designet under tidligere Audi-designers Peter Schreyers kyndige blik, og siden da er populariteten kun steget. 

Hvordan ser den ud?

Kia SportageKia Sportage er en mellemstor SUV i et dynamisk og markant, moderne design. Det er en bil der udstråler kraft og styrke, og kombinationen af bløde og skarpe linjer er med til at give bilen et nærmest muskuløst og sporty look. Ligesom sine forgængere har den også den karakteristiske Kia ”tiger-nose”, nu blot i en bredere og mere markant version, hvor lygterne er hævet fra kølergrillen, hvilket blot understreger den skarpe profil. De større hjulkasser giver inspiration til off-road eventyr, og i det hele taget fremstår den nye Kia Sportage som en robust men stadig stilsikker bil. Kia Sportage fås i 11 forskellige farver. 

Hvordan er komforten?

Kia SportageOgså indvendigt lever Kia Sportage op til de tidligere modellers popularitet; der er rigtig god plads i den rummelige kabine, dog uden at der er frådset med den. Selve cockpittet og betjeningspanelet er blevet re-designet med øget fokus på førerens ergonomi og komfort, således at rattet f.eks. kan justeres så det passer præcis til din kørestilling, og alle vigtige knapper på panelet er lige inden for rækkevidde. Derudover er interiøret blevet opgraderet og har fået et tiltrængt skud luksus med læder og bløde materialer. Væk er det hårde plastic der tidligere har kendetegnet Kias interiør, og det bidrager i høj grad positivt til det generelle indtryk. Kia Sportage er ganske enkelt en bil, du gerne vil sidde i. Dog giver de smalle vinduer indtryk af lidt mindre kabineplads end tilfældet er, men det er næppe noget der fremkalder klaustrofobiske anfald hos passagererne. Bagagerummet er blevet udvidet fra 465 til 503 liter, og en smart detalje er, at bunden kan hæves, hvorved man har mulighed for at skjule ting under afdækningen.

Hvordan kører den?

Den nye Kia Sportage har symmetriske drivaksler i modsætning til tidligere modeller, hvilket giver en langt bedre køreoplevelse og en øget følelse af kontrol. De voluminøse hjul giver udslag i en øget affjedringskomfort, og det virker også til at de tidligere problemer med styretøjet er blevet udbedret. Derudover er forruden udført i lydisoleret glas, hvorfor der kun er et minimum af vindstøj. Endvidere er vejstøjen blevet reduceret ved hjælp af nye bøsninger til det bagerste ophæng, ligesom hjulkasserne nu er udstyret med støjreducerende materialer. Kia Sportage leveres med enten forhjuls- eller firehjulstræk

Hvordan er sikkerheden?

Den nye Kia Sportage har fået et endnu stærkere karrosseri end de tidligere modeller, og scorede maximum point i Euro NCAP-kollisionstesten. Den kommer med en lang række passivt sikkerhedsudstyr samt det nyeste inden for aktiv sikkerhed, og leveres ligesom Kias øvrige modeller med 7 års garanti op til 150.000 km.

Skriv kommentar

Required fields are marked *. Your email address will not be published.